Uordnede ord fra en global

2010-04-28T03:28:00.000-07:00

Husk og afslut

*

2010-04-22T06:43:00.000-07:00

Jeg føler mig snydt
af foråret.
Tirsdag angreb vattotter jorden uden for vinduet, som jeg gemte mig bag.
Min stemme vil vist ikke længere rigtig kendes ved mig.
Jeg sover med uldsokker og halstørklæde.

Men de grønne, røde, gule og andre farvede fugle virker ligeglade med hvad jeg synes om foråret.
De laver stadig musik for folk der vil lægge ører til.
Dem der har brugt et år på at række hånden op på de rigtige tidspunkter, snakker om eksaminer og afgangsprøver.
Sidste år var det mig.
I år skal jeg kun testes i min evne til at tage mig sammen.
Jeg skal sende den ansøgning.
Jeg skal sende den ansøgning.
Snart er livet som global slut. Måske, hvis jeg kunne, ville jeg tage tilbage til august - da vi startede. Bare for at være sikker på, at jeg fik det hele med.

Drager og andet

2010-04-17T06:30:00.001-07:00

Martin og jeg har haft utroligt lidt at lave de sidste to uge. Tre foredrag er det blevet til. Et enkelt i Esbjerg (hvor vi glemte - næsten - halvdelen af vores ting) og to i udkanten af Århus. Det ene af dem var på Langkær Gymnasium og hf, og det var skønt at være tilbage. Det var hyggeligt at sige hej til alle mulige og dejligt at blive udfordret under vores foredrag af interesserede 1.g'ere.
Jeg har altså kort sagt haft rigtig meget fritid, så den anden dag var jeg ude at lege med drager med de andre spejderledere fra Thorsø gruppe. Yay!

Update

2010-03-24T11:16:00.000-07:00

Mit næsten nye ur viser mig, at klokken er kvart over syv og Martin snorksover, mens jeg tænker, at det er godt, at han har et stort sovehjerte, for ellers ville han ikke kunne sove i nat.
Nu er det os to og de to, der holder foredrag igen, og vi kan stolt og uden problemer kalde os Globale Iværksættere igen.

Første foredrag: lidt rustent, men med meget kage.
Andet foredrag: Det gik ud over grisene.
Og så to foredrag i dag, som jeg næsten glemt hvad der var specielt ved, fordi vi hurtigt er kommet ind i rutinen igen.

I morgen skal vi tidligt op og til Fur, som åbenbart er Limfjordens smukkeste ø. Vi får at se, vi får at se.

Ugens sang

2010-03-03T05:12:00.000-08:00

Inden vi kørte afsted mod Sydjylland i mandags, nåede jeg lige at få Efterklangs nye album med i handskerummet. Det er vi glade for nu

Vår

2010-03-03T05:06:00.000-08:00

Foråret er på vej. Jeg kan se det på det grønne græs, blomsterne der lige så stille er begyndt at kigge frem og sne der smelter væk. Jeg kan høre det på fuglenes og min mors sang når jeg engang imellem er hjemme og vende, for så at skynde mig videre ud i Danmark.

Jeg ville ønske, at det ville springe ud, vælte over sig selv og slette alle spor af vinteren.

Sprogproblemer

2010-02-26T02:02:00.000-08:00

Torsdag aften kom en konfirmand fra Thyregod hen og spurgte mig, hvordan jeg er blevet så god til engelsk. Jeg svarede, at jeg har gået i skole i maaange år, og tænkte, at det må opveje for den fejl jeg begik hos bageren tidligere på dagen.
Da jeg skulle ned og hente morgenmad, løb jeg nemlig ind i en mindre sprogbarriere. Damen bag disken spurgte pænt om jeg ville have store rundstykker og jeg sagde at de bare skulle være små. Hun prøvede lidt senere at spørge en gang til om de skulle være store og jeg sagde en gang til, at de bare skulle være små. Først tredje gange hun spurgte om de skulle være "sture", forstod jeg hvad hun mente. Dan stakkels bagerdame ville jo bare gerne vide om jeg ville have dem smurt.
Her møder jeg altså ikke en sprogbarriere med Claire, men med den lokale bagerkone.

Iselin vender tilbage

2010-02-25T05:28:00.000-08:00

Jeg tror ikke på, at Iselin virkelig blev udslettet. Da vi gik udenfor i morges, var der is over alt. Faktisk tror jeg, at det havde været lettere, at komme frem på skøjter. Jeg kunne hvert fald ikke styre mine fødder, så jeg faldt lige så lang jeg er, imens jeg råbte til min computer, jeg havde i hånden, at den måtte redde sig selv.
Jeg er overbevist om, at hun stadig hærger her i Thyregod.

2010-02-23T13:27:00.000-08:00

Tre sange der er gode at høre, når man kører rundt med en udstilling, forskellige billedfremvisningsting og en ægypter:

Specielt omkvædet i Skinny Love er rigtig godt at synge med på.

Er den ikke bare altid god.. eller?

Nynnen er til at forstå på alle sprog.

Himmelbjerget

2010-02-10T02:09:00.000-08:00

Vi fulgte skiltene tirsdag eftermiddag, købte en p-billet der sørgede for, at vi kunne holde sikkert indtil klokken 23:34 helt uden at få (endnu) en p-bøde og befandt os efter kort tids vandring på Danmarks måske mest oversete seværdighed; Himmelbjerget.
For den udefrakommende, kan Himmelbjerget måske virke som en bakke med et tårn, som ens mobiltelefonikke kan stave navnet på, men i virkeligheden er det meget mere end det. Det er ikke uden grund at det længe er blevet ansat for Danmarks højeste punkt. Punktet rejser sig stolt over de smukke søer og fra toppen er der en fantastisk udsigt. Derudover lagde Himmelbjerget også jord til Himmelbjergsmøderne og det er stadig stedet for Danmarks bedste grundlovsfester.

Tidligt tirsdag morgen.

2010-02-02T02:58:00.001-08:00

5:15 Mit vækkeur ringer, jeg slår det fra og prøver at overbevise mig selv om, at det er en god ide at stå op.

5:30 Jeg prøver at sluge mine havregryn, makker med at få computeren til at vise mig en vejrudsigt og ønsker inderligt at jeg gad lave kaffe.

6:04 Afgang mod Svebølle, som skal lægge ører, øjne, næse og mund til denne uges første foredrag.

6:31 Vi sidder i bilen og jeg danser og synger med til "Sams Town" af Killers for at holde mig vågen.

7:11 Vi er væk

7:16 Vi er fremme

7:50 Vi starter helt uden sang

8:49 Claire har smilende og tålmodigt lært konfirmanderne hele seks arabiske ord - heriblandt "jalla".

8:20 En konfirmand fortæller os, at nu bliver vi altså nødt til at stoppe, fordi de skal nå deres bus videre ud i verden.

Mosaiker

2010-02-02T02:50:00.000-08:00

”Hvordan ser du forskel på sne og is?” blev jeg spurgt i den første uge af ægypternes besøg, og det kom ærligt talt lidt bag på mig. Forvirret svarede jeg noget i stil med at det kunne man se på farven og sådan noget.
Nu er vi i vores anden foredragsuge, og vi er efterhånden ved at snige os op på et godt antal sjove, anderledes, spændende og udfordrende spørgsmål omkring alt fra toiletpapir til Gud, og alt for mange spørgsmål er fra min side blevet besvaret med forklaringen, at det er kunst, godt for miljøet eller sundt, men for det meste prøver jeg at forklare tingene lidt bedre, og mit håb er at kunne give et realistisk billede på Danmark og danskere - men realiteten er nok nærmere, at det bliver mit billede af Danmark og danskere, som jeg giver hende.
Heldigvis møder vi hver eneste dag nye danskere, som kan bidrage lidt til at vise de forskellige billeder af vores land.

2009-12-23T13:22:00.000-08:00

Et "glædelig jul" er vist på sin plads.

Vi globale har nu haft juleferie siden den 11., hvilket vi tre piger fejrede med en koncert i Århus. Vi mener vist alle, at vores ferie er velfortjent efter en lang turné. Selv nyder jeg, at have tid til at have travlt.
Martin og jeg har nået at holde omkring 40 oplæg i Nordjylland og på Sjælland og Falster, og efter nogen steder at have skuffet minikonfirmander, fordi de troede, at de ville få besøg af en ægypter, glæder jeg mig til at få selskab af en vaskeægte egypter.

2009-12-18T13:32:00.001-08:00

Vidste du godt, at du på Danmissions hjemmeside kan finde billeder fra Ægypten og, at det er os globale iværksættere, der har taget mange af dem?

Tivoli

2009-12-09T08:22:00.000-08:00

Falster-tilbud

2009-11-25T14:02:00.000-08:00

Det foregår sådan, at jeg sluger en kop kaffe og griner af manden der konstaterer, at der står en karton hvor der er skrevet ”original” på foran ham, og undrer sig over om det er en hentydning til ham og hvorfor den lige er placeret der hvor han sidder. En dame siger, at det er vi jo alle – altså originaler, og en anden supplerer og fortæller om en sms, hvor der stod at hun var unik, ligesom alle andre.
Jeg tænker for mig selv, om det virkelig er sådan, eller om der er nogen, der er mere specielle end andre, eller om der måske bare er nogle, der er mere specielle end andre, for nogle bestemte personer, og mit tankespind afbrydes, fordi det nu er vores tur til at blive aktiveret og bagefter muligvis arkiveret, hvis vi sætter aftryk. Vi skal nu sige alt det vi plejer at sige, men bare på en tredjedel af tiden, og vi laver masser af fejl og bliver forvirrede, men damerne og originalen bliver vist imponerede.
Det er alt sammen et par timer efter, jeg har tvunget mig selv op kvart over seks, imens jeg tænker over hvad jeg drømte, og hvordan det hele nu lige var, indtil jeg vækker Martin, går i bad, afslutter det med at tænde for den kolde hane, for at vække cellerne, og derefter går ind og hiver i Martin igen og informerer ham om, at det er en dejlig dag og spørger ham, om han er frisk. Han svarer nej, og jeg stiller skåle frem, imens jeg smiler over en sms jeg fik inden jeg lagde mig til at sove.
Morgenmaden går hurtigt, og vi kommer som regel afsted to minutter senere, end vi havde regnet med, men så guider Ulla os, og vi når det alligevel. Om morgenen har vi trætte konfirmander med kroppe og hjerner, der har brug for at blive aktiveret med arabiske ord og lege, hvor man gerne må slå hinanden bare lidt, og som ikke viser meget begejstring eller forundring over noget som helst ud over hinanden.
Nogen siger, at det er fordi, de er vant til at se det, som kan give mig en klump i halsen i fjernsynet, men jeg tror ikke på det - ”nej nej” siger jeg til mig selv og tænker, at det er fordi de skal være seje overfor deres kammerater, og derfor holder enhver form for reaktion eller aktion tilbage.
Sådan er det, og vi skynder os videre til dagens næste opgave, hvor menneskerne har rynker om øjnene, tydelige smilehuller og hvor benene ikke tåler ligeså meget vægtflytning, men som sagt går det godt, og en halv time senere befinder vi os i en butik i Nykøbing og får Falster-tilbud, på ting vi ellers ikke ville have købt.

Rim

2009-11-25T13:57:00.000-08:00

2. drab
folkedrab
fosterdrab
færdselsdrab
skrab!

Sydligt

2009-11-24T09:57:00.000-08:00

Strandvejr

2009-11-13T09:53:00.000-08:00

Efter/skole

2009-11-04T15:03:00.000-08:00

Jeg tager en slurk/tår af den flydende mørke dope/kaffe i koppen/kruset, som jeg har lånt på lærerværelset. Indholdet der er fra i middags føles nødvendigt/uundværligt, for at gennemføre aftenen med tilpas mængde energi. Rummet er stort/tomt og fyldt med blå stole. Jeg har armbånd om håndleddet, som vi senere vil prøve at sælge, og jeg puster stille/roligt luften ud og tager derefter en dyb/nervøs indånding, for den store scene med mikrofonerne, som vi fik fjernet, gør mig utilpas/nervøs, som når man skal fremlægge om noget, man i virkeligheden ikke ved en pind om. Forskellen er bare, at jeg udmærket ved, hvad de næste halvanden time skal bruges på.

Sådan er det, og jeg tænker det hele igennem en ekstra gang og prøver samtidig at finde på sjove ting/jokes at fyre af under vejs. Derudover bilder jeg endnu engang mig selv ind, at det nok skal gå. Det plejer også at passe/være sandt.

Vi er ikke forsigtige og bruger voldsomme ord/historier for at understrege vores pointer.

De er søde/rolige og griner af vores jokes og efter at have fortalt sjove, søde og alvorlige historier/oplevelser, kan vi med lethed blive enige om, at det var et af vores bedste foredrag/shows.

En halv time senere har GPSen/Ulla givet os ordre/besked om/på at dreje til højre ned ad motorvejen og derefter fortsætte ligeud/frem, og vi sidder i bilen og synger/nynner glad/entusiastisk den sang, som vi ikke kan teksten på. Samtidig skyder ideerne til at forbedre/ændre vores foredrag frem, som muldvarpeskuddene gjorde det i min bedstemors have. Vi er energiske og trætte på en gang, for det er fedt/dejligt/skønt at mærke, at vi kan få de unge/hippe til lytte til vores oplevelser/erfaringer/erindringer, men også hårdt at stå op klokken seks om morgenen/natten.

Når nu solen ikke vil komme frem.

2009-11-03T03:55:00.000-08:00

.

2009-11-01T12:20:00.000-08:00

Og midt i endnu en pakning smiler hun, fordi jeg komplimenterer hendes bagværk og faktisk mener det. Så løber jeg tør for tegn og spærrer ørerne op.

Vemodig musik

2009-11-01T10:04:00.001-08:00

Tilbage

2009-10-31T11:42:00.000-07:00

Vi spiste en masse chokolade, blev våde i regnen og hørte Muse i Parken. Tog så hjem og drak chokolademælk med flødeskum, som desuden vist stadig står i køleskabet, der indrettet, så der er plads til alle.

Tretten timer senere sidder jeg gul stue på tredje sal med mine rejsekammerater og rugbrødsmadder på bordet. Vi synger en sang og takker Gud. Snakken går om løst og fast, men mest om Ægypten. Det er dejligt at se dem igen, selvom bladene nu flyver løst omkring, og kulden kommer listende ind af vinduerne og de andre huller i husene og sætter sig i fødderne.

Vi tænker i foredrag, og fredag morgen stiller vi os foran de hårdtarbejdende mennesker og taler. Det er både om godt og ondt, men mest det der forundrede og skabte uro i sindet. De siger hvad der var at sige, og vi tager det til eftertanke.
Mine sorte rander under øjnene er blevet tydeligere, så vi vender næsen mod mulden.

Jeg tænker, at hvis man ikke kan tegne naturen, fordi den er skabt er Gud, kan man så egentlig tegne noget? Måske fantasibilleder, for hvis man ikke kan tegne dem, kan man vel heller ikke opfinde ting?
Vi sidder først i bilen senere end vi havde ønsket, fordi der kom en anden bil i vejen, og det var svært at finde tilbage og frem.

Noget tid senere skifter vi radiokanal igen og synger med indtil vi får ømme halse. Der kom reklamer og sangen blev ikke til at synge med på. Vi opmuntrer os selv med gifler og siger "det er også en måde at starte vores road-tour på", imens vi husker den gang Christina sagde, at vi skulle køre forsigtigt og passe på os selv, for nu skal hun giftes og være præst.

Før radiokanalen skiftede for 117 gang, og der kom gifler ind i billedet, var vi kørt til den forkerte ende af Sjælland, næsten kørt ind i to andre biler, havde lavet tre u-vendinger, set to ambulancer og for meget af København og været sultne fordi vi ikke kunne finde en tankstation. Sådan kan man også komme hjem

I Danmark

2009-10-24T09:46:00.001-07:00

Er det efterår, og håndklæderne lugter underligt. Toiletsæderne er kolde, og man må ikke gå på vejen. Når jeg kysser min kæreste, husker jeg hvad det var jeg savnede, da jeg var afsted.

~

2009-10-21T15:32:00.000-07:00

Wauw Egypten, det gjorde du godt. I morgen vil vi græde salte tårer.

En dag

2009-10-19T16:33:00.000-07:00

-

2009-10-16T08:36:00.000-07:00

Der er sygdom i lejren. Aircondition er dårligt for lungerne, børn.

Fire

2009-10-15T14:57:00.000-07:00

And there is fire, love, on the balcony right here

I can see our bodies burn but sense no fear

I saw female lion

2009-10-12T08:06:00.000-07:00

KLIK

Dyr i Beni Suef

2009-10-10T06:38:00.000-07:00

Udpluk om en togtur.

2009-10-10T06:08:00.000-07:00

Igennem vinduet kan jeg se huse, palmer og andre sjove planter. Lige under vinduet sidder en mand. Han er iført en hvis galabia og matchende hat. I hånden har han sin telefon og han ser meget koncentreret ud, som han sidder med tungen halvt ude af munden, imens han prøver at færdiggøre sin sms.
Jeg selv befinder mig på en seng, og ved siden af mig sidder Samuel, som er en egyptisk gut der gerne ville have været gæstelærer, med sin iPhone i hånden og prøver at finde underholdning i den. Vi tre og resten af menneskerne i det fyldte tog venter alle sammen på at komme videre mod travle Kairo. Sådan er historien om hvordan jeg endte på en personaleseng i et egyptisk tog:
Vi fire globale og to egyptere var taget til Beni Suef for at udforske Danmissions projekter her. Hovedsageligt fiskermandsprojekter. De fattige fiskermænd som før i tiden fiskede uden licens og ved at putte gift eller elektricitet i vandet og med net, der havde så små huller, at de fangede babyfisk. De både ødelagde Nilen og deres chancer for at fange gode store sunde fisk, der kunne forøge deres indtjening. På seminarer har de nu lært, at de skal have lov til at fiske. De har også lært, hvordan de fisker sådan, at de fanger fisk, der er værd at sætte tænderne i.
To andre vigtige projekter i de små landsbyer er syundervisning og mikrolån.
Når pigerne er færdige med syundervisningen, og de både kan designe tøj og sy det, får de en symaskine, så det kan blive ved med at sy. Dermed kan de både sælge det og selv bruge det. Mikrolånene gives til familier, så de fx kan få nyt tag. Deres stråtage er nemlig ikke så praktiske, når der begynder at falde slanger igennem dem. Jeg synes virkelig at man kan mærke på menneskerne, at det er projekter der ændret deres hverdag.
Imens vi kørte området omkring Beni Suef tyndt i en minibus for at møde mennesker, gik det langsomt, men sikkert op for os, at vores togbilletter til Kairo var væk. De var virkelig ikke at finde – hverken ved hjælp af Bibelen eller Naja Marie Aidt.
Dagen hvor vi skulle med toget oprandt, og billetterne var stadig ikke at finde. Vi har et stramt program, så vi måtte tage tingene som de kom og finde en måde at komme til Kairo på.
Jeg vågnede mere eller mindre morgenfrisk op, tog et bad og var hurtigt klar på en god omgang ris med mælk til morgenmad. Selvom der var langt, gik jeg fra 4. sal til stuen for at finde spisesalen, men da jeg tog i håndtaget var der låst. Op til 4. sal med mig igen, for at spørge egypteren hvor min morgenmad var. Ikke lang tid efter havde vi fundet ud af, at det skulle nok have været bestilt, og det var der altså ikke nogen der havde gjort.
En smule skuffet fik jeg overbevist mig selv om, at jeg nok skulle overleve. Nu havde jeg jo god tid til at pakke færdig. Da vores lift til stationen kom, var jeg for længst færdigpakket og klar på Kairo. Endnu engang kæmpede jeg mig ned af de mange trapper og vi fik bakset de første tasker ind i den taxa der var ankommet. Efter at have stået og ventet lidt, spurgte vi egypteren hvad det egentlig var vi ventede på. Jeg havde forventet at svaret ville være noget i retningen af den anden taxa eller politiet, men nej. Vi ventede på at taskerne ville passe ind. Det kan godt være at det er min danskerhjerne der er underlig, men i min verden bliver tasker ikke mindre af sig selv – desværre. Løsningen blev, at den ene bil måtte køre to gange og at Anna og jeg satte os ned for at vente. Og vente. Og blive angrebet af insekter (min krop er efterhånden ved at være deform.)
Tiden gik og til sidst befandt vi alle os på Beni Suefs station, hvor vi fik af vide, at det ikke var muligt at købe nye togbilletter, så da vi fik af vide at det tog vi skulle have været med var to timer forsinket, blev vi hurtigt enige om at crashe det første og bedste tog mod hovedstaden og selv betale for bøden vi ville få. Prisen for den ville svare til prisen på en togbillet plus 6 kroner (26 kroner i alt) for hver, så det var lige til at overleve.
Uden både billetter og pladser hoppede vi på toget der kom ti minutter efter.
Vi havde alle indstillet på at skulle sidde de to timer i gangen, men det var ikke godt nok for den egyptiske gæstfrihed, så da jeg havde fået sat mig ned, smidt noget musik i ørerne og drømmende om en anden verden fyldt, med sæbebobler, kys og blåbær, blev jeg rejst op igen. Efter at have hoppet fra den ene vogn til den anden, mødte synet af en halvsnusket seng mig. Det var nu mit sæde i toget. Igen dukkede spørgsmålet om hvad der foregik op i mit hoved og denne gang var svaret penge. Sådan klares det. Gad vide hvor meget andet der klares sådan i Egypten? Mit gæt er meget.

*

2009-10-10T04:46:00.000-07:00

Vi har det ikke i os at fortryde. Godt at 10-sekundersreglen gælder, når jeg taber chokolade på gulvet

Tusinde ord fra minya

2009-10-07T10:33:00.000-07:00

Dagdrømmeri

2009-10-07T10:22:00.001-07:00

Vi fik en fridag og var på endnu en tur med Hassan. Denne gang tog vi fulde af forventning til et kamelmarked. Sidst vi var ude at køre med ham, havde han nemlig fortalt at der var 3000 kameler på markedet. ”Vildt” tænkte vi. Personligt havde jeg forestillet mig en kæmpe græsmark fyldt med bundter af kameler, hvor vilde egyptere råbte og skreg for at lokke kunderne til og få solgt nogle kameler. I mine drømme var der også et sted på markedet, hvor kamelerne var pyntede ligesom Michael Jordan ved pyramiderne. Dem skulle man så kunne betale for at komme op og få en ridetur på.

Dette var hvad der mødte os: Da vi havde betalt for at komme ind og havde gemt vores kameraer væk (!), så vi det virkelige kamelmarked. I området vi var kommet ind til, var der en masse små slidte skure med tilhørende indhegninger. Inde i indhegningerne lå udsultede kameler og sov eller spiste. Desuden var der total mennesketomt, og det var første gang i lang tid, vi hørte stilhed - ikke helt som i mine forestillinger.

Efter en runde på det en smule skuffende kamelmarked, kørte vi videre. Hassan fortalte os, at nu skulle vi på nile-cruise ”and spend a beautiful beautiful time”, som han selv udtrykte det. Igen begyndte jeg at dagdrømme. Denne gang om en idyllisk sejlbåd, smuk udsigt og afslapning. Igen tog jeg fejl. Vi blev smidt på en motorbåd og fik af vide at det ville koste 200 pund per person. Efter lidt snakken frem og tilbage gik vi med til det og styrmanden satte gang i motoren. Hurtigt kom vi til en ø, hvor vi skulle af. Her ville de vise os en banan- og parfumeblomstplantage. Desværre følte jeg mig ikke særligt terrængående den dag, og jeg var flere gange at jeg var ved at blive slået ned af en klase bananer. På trods af det var det meget sjovt at se et landbrug i funktion og endnu engang blive mødt af den egyptiske gæstfrihed.

Vi tøffede rundt en time mere. Da vi kom ind på land og blev smidt ind i bilen igen, sad jeg lidt med en følelse af, at de 200 godt kunne være brugt lidt bedre. Men det er vel også en slags oplevelse.

Det var desuden alt sammen før Minya.

Desuden

2009-10-06T09:19:00.000-07:00

I morgen gaar turen til fiskerlandsbyen. Vi skal bo ved et kloster. Men foerst. Fodbold med egyptisk og dansk flag og chokoladekage. Sidste aften i Minya bliver vaerd at huske.

Derudover:

Soendag skulle have vaeret vores fridag, men egypterne er utroligt gode til at udnytte ubrugt tid. Den kom til at staa paa kirke, nilecruise, neglelaklaegning, shopping og pandekager med udsigt - god maade at bruge en dag uden program paa.

I Minya

2009-10-04T03:13:00.001-07:00

er sengene store og bruserne lave. Politi foelger efter en og pianisten i kirken er blind. Min egyptiske far bor her og man kan ikke haeve over 600 i den naermeste bank.

Arbejde i eventyrland II

2009-09-30T08:50:00.000-07:00

Efter at have givet os alle fire håndtryk og kysset Martin på kinden, fandt drengene en masse stole frem og stillede dem på en række. Så var børnene i haven klar til at lære og – ikke mindst – lege. Sidste dag vi skulle være der, var det ikke kun de unge ledere, der havde lært ”hoved, skuldre knæ og tå”, men også børnene. Anden dag i haven dukkede en flok vilde drenge og nogle generte piger, kom en mangel på lege hvor drenge og piger ikke rører hinanden.

Først forsøgte vi os med at sætte dem ned og lære dem noget engelsk. Jeg blev alene med en flok børn, og jeg kunne godt mærke, at jeg er spejderleder og ikke engelsklærer. Jeg opgav hurtigt at lære dem engelske ord, for hvad skal man lige lære nogle børn, der ingen engelsk kan, og som sikkert aldrig får undervisning igen?

Min spejderhjerne tænkte, at hvis vi nu legede en leg hvor der var noget engelsk i, ville de bedre kunne huske det. Det blev derfor til en omgang hotdog-leg. Jeg planlagde hurtigt hele tre forskellige fagter og børnene ville lære de meget vigtige ord ”hotdog”, ”Elvis” og ”palmtree”. Desværre var drengene mere generte end først antaget. At danse som Elvis og lave lyde som en underlig ketchupflaske, blev for meget for dem og legen døde hurtigere end den havde fortjent.

En anden - mere populær - leg jeg også havde medbragt fra mit spejderliv var "ulven efter fåret". Her skal man lege ulv og får og jeg fandt vist en af måder at få børn til at kunne lide en leg på. Tricket er selv at gå helt amok når man leger ulv og får, så de får noget at grine af. Derudover skal legen også være indrettet sådan, at det er okay hvis børnene ikke selv er entusiastiske ulve og får.

På trods af mine manglede undervisningskundskaber og vores problemer med at finde lege der passede til situationen endte det godt den sidste dag. Specielt Martin havde fået et tæt forhold til drengene og de blev glade for den bold vi gav dem. Den var nyttig til vores allersidste aktivitet med dem: fodbold på en rigtig fodboldbane. Egyptere er overraskende glade for fodbold, så det var en glad afslutning på et til tider underligt programpunkt.

Blå

2009-09-29T11:07:00.000-07:00

Dear Alex

2009-09-29T11:02:00.000-07:00

Turen går til ungdomskirken

2009-09-24T15:24:00.000-07:00

Arbejde i eventyrland

2009-09-24T08:24:00.000-07:00

Vi trådte ind i en have, med græs, træer og buske. Det er ikke ofte, man finder det i Kairo, men som om en minipark ikke var nok, var haven også fyldt med flag i forskellige farver, elefanter lavet af træ, en scene og springvand. Det mindede om et drømmeland, og det føltes som en verden væk fra Kairos støv, biler og grå og brune bygninger.
Det var her, i oasen, vi troede, at vi skulle undervise børn i engelsk, så det eneste anlægget manglede var børn. De eneste der var i haven var unge - der var på samme alder som os - nogle voksne og en enkelt lille dreng. Den af de unge, der snakkede bedst engelsk startede med at introducere sig selv og sige undskyld, fordi hun ikke havde sin sko på. Skoen havde hun taget af, fordi hun var faldet på trappen og vist havde brækket foden. Hun ville lige møde os og så tage på hospitalet senere. Hardcore.
Jeg troede egentlig, at grunden til at der kun var unge, var at det vi skulle starte dagen med at hilse på dem og få en introduktion til stedet. Vi har nemlig efterhånden oplevet et par gange, at det er meget vigtigt at hilse på alle vigtige mennesker, inden man går i gang med noget som helst. Men nej. Det var meningen, at vi skulle undervise de unge ledere.
Uden helt at være klar over hvad det var, de gerne ville lære, gik vi i gang. Vi valgte at vi ville lære dem engelske sanglege. Det er – utroligt nok - sværere end man måske lige går og tror. For det første viste det sig da vi gik i gang, at de unge intet engelsk kunne. For det andet var mange af dem generte, så de kunne ikke lide at bevæge sig på alt for underlige måder. ”Singing in the rain” røg sig en tur, og blev sammen med ”Yogi Bear” gemt meget langt væk. I stedet gravede vi ”Hoved, skuldre, knæ og tå” frem. Vi fik den, med lidt besvær, lært fra os, og ”Simon says” kom også til at lykkedes til sidst.
Efter nogle succesoplevelser, blev rollerne byttet om. Nu skulle vi lære nogle egyptiske lege og arabiske ord. En af dem var lidt ligesom stikbold. Der stod to personer på hver side af en gruppe mennesker. De skulle skyde alle dem, der stod i midten. Her kom genertheden igen frem i egypterne. De skød ikke rigtig efter os danskere. Det endte altid med at være os der var tilbage, og det var altså IKKE fordi vi var gode til legen. Det dog sjovt at lære nogle nye lege selvom vi møske ikke var så involveret, som vi kunne have været.
De satte sig i en cirkel, og vores oversætter Basim fortalte, at nu skulle vi fortælle et dansk eventyr. Jeg påtog mig opgaven at fortælle historien om den grimme ælling og dermed også at fylde hullerne de glemte dele udgjorde ud med noget nyt. Det gik okay, men jeg lavede den åbenbart katastrofale fejl at glemme at fortælle historiens morale til sidst. Heldigvis var Martin hurtig og de lyttende fik også den med.
Efter at havde siddet i rundkreds og svaret på spørgsmål om Danmark gik turen atter hjem.

Antenna tweets

2009-09-23T14:41:00.000-07:00

In Cairo you don't drive - you survive

2009-09-23T14:16:00.000-07:00

Kamel-deal i pyramidernes land

2009-09-21T03:43:00.000-07:00

Vi stod tidligt op for at komme ud til pyramiderne før alle de andre turister. Efter at have brugt lang tid på at få Martin op (det er mere besværligt end det lyder, og i morgen bliver han skubbet ud af sengen) og gøre os klar, var vi helt klar til at komme ud til kæmperne. Vi havde alt pakket og havde endda læst om dem i Lonely Planet bogen. Alt vi manglede var en taxa. Vi havde frygtet at det ville blive et problem at finde en sådan, fordi muslimerne lige nu fejrer Eid og derfor ikke rigtig arbejder. Det gik dog overraskende let, da vi gik med til at betale overpris. Heldige os.
Vi overreagerede fuldstændig, da vi fik det første glimt af pyramiderne, så vi betalte ikke bare overpris, men gav også chaufføren noget at grine af. Det var måske derfor, han besluttede sig for at køre os hen til et sted, hvor vi kunne få på tur på kameler til pyramiderne? (eller også var det fordi han selv ville tjene på det hvis vi ville ride på dem?). I hvert fald endte det med, at vi nærmest måtte flygte for ikke at blive smidt op på nogen kameler. Vi ville jo bare gerne gå derhen.
Da vi endelig fandt indgangen (ja, man skal købe billet for at komme ind til området hvor pyramiderne er!) fandt vi ud af at de først åbnede klokken otte. Måske vi skulle have læst det i bogen, inden vi planlagde at stå tidligt op? Efter kort tid besluttede vi at bruge den time, vi havde inden det åbnede, på en café.
Vi endte på et sted med ekstremt god udsigt (billede nr. 2), men beklageligvis var der ret klamt. Vi fik kaffe i beskidte glas, kakao der smagte af kloak og de to første fik diarre. Morgenfriske som vi, var forsatte vi op til pyramiderne. De er virkelig store!Det var her det begyndte at gå galt. Da vi gik ind i et mummifiseringsrum, kom vi af med de første penge. De gik til en mand der fortalte os, at det var okay at gå derned. Vi gik videre og stødte på en mand mere. Han guidede os på en pyramide, tog et billede og ville selvfølgelig også have penge. Hurtigt blev vi enige om, at nu skulle vi undgå flere af de mænd.
Lige indtil vi altså mødte kamelmanden. Han fik med imponerende metoder, der startede med "please take picture. No charge.", både Martin og Anna op og ride på kamelen der hed Michael Jordan. Da de kom ned igen forlangte han 300 pund (omkring det samme i danske kroner) Lidt vildt. Anna blev sur og begyndte at råbe af ham. De endte med at komme af med 200 - god kamel-deal. En tur rundt om en pyramide, en mand mere nede med diarre og en parkeringsplads fyldt med turistbusser. Tid til at tage hjem.

Mango-venlighed og ny far.

2009-09-19T09:49:00.000-07:00

”Please call me at any time. Day or night. I will be waiting. I can always help you.” Det har vi efterhånden hørt et par gange og gæstfriheden er en del af Egypten vi allerede har fået at føle på flere måder.

Vores første hele dag startede med ekstremt hårde Corn-Flakes, hvorefter turen gik ud til CEOOS, som er den organisation som Danmission samarbejder med i Egypten. Her skulle vi møde en masse mennesker og høre en masse ting. I det mødelokale vi var i, brugte de så meget air-condition at vi begynde til at fryse og få gåsehud på benene. Det havde jeg ikke lige regnet med at jeg ville komme til i Egypten og det var også der jeg besluttede, at jeg ret hurtigt skulle have købt et tørklæde til at tage med. Jeg vil jo helst ikke blive forkølet!

En af de mennesker vi hilste på var Medhat. Ham kommer vi til at bruge rigtig meget tid sammen med her i Egypten, så han mente, at han er vores egyptiske far - meget hyggeligt at have sådan en.

En del af programmet derude, var også at spise frokost. Her var desserten mangoer og en anden egyptisk frugt, som jeg aldrig helt fangede navnet på. De var selv meget begejstrede for mangoerne, fordi det er den bedste årstid for dem. Vi blev fodret med dem og deres begejstring fortsatte.

Efter jeg havde kæmpet mig igennem en halv og havde fået den anden halvdel afsat, var de helt sikre på at vi alle sammen var ganske vilde med dem. Da de opdagede at det ikke var alle der ville blive spist, mente de, at vi skulle have resten med hjem. Selvom vi pænt prøvede at sige nej, fordi vi allerede syntes, at vi havde fået nok mango, endte det med at vi fik hel pose mangoer med hjem. Jeg ved ikke helt om det var gruppepres eller venlighed? Jeg havde hvert fald en smag af mango i munden resten af dagen og efter de havde ligget på vores værelse i en time lugtede der af en blanding af gammel mango og sure tæer. Der går nok et stykke tid inden jeg spiser det igen.

Ja, det er Nilen

2009-09-19T07:36:00.000-07:00

Alle børnene brugte tid på det forkerte...

2009-08-28T00:18:00.000-07:00

○ Alle børnene boede i danske huse - undtagen Claus han boede i et house.
○ Alle børnene gik med deres venner - undtagen Martin Felter han gik med sine forældre.
○ Alle børnene var in - undtagen Martin, han troede, han var in.
○ Alle børnene blev til pærer - undtagen Anna hun blev en banana.
○ Alle børnene kunne rime - undtagen Betina det kunne hun ikke
○ Alle børnene blev studenter - undtagen Ester hun tog et ekstra semester.
○ Alle børnene var levende - undtagen Sigaard hun døde i går.
○ Alle børnene var runde - undtagen de globale de var ovale.
○ Alle børnene sov i deres seng - undtagen Martin Felter han sov i en shelter.
○ Alle børnene blev til duer - undtagen Aage han blev til en måge.
○ Alle børnene præsenterede sig repræsentantskabsmødet - undtagen Donskov han sov.
○ Alle børnene så filmen - undtagen Bente hun kom da den endte.
○ Alle børnene blev gift - undtagen Bente hun måtte vente.

Kommer alle fra 2900 happiness i himlen?

2009-08-26T06:03:00.000-07:00

Hvad er en andagt for dig? Hvordan ser Gud ud? Er Indre Mission misforstået? Var vi forudbestemt til at få jobbet som Globale Iværksættere?

Disse spørgsmål blev vi stillet - eller stillede vi hinanden - tidligt onsdag morgen. Blodet blev et par gange varmere end kaffen i vore kopper, men på trods af at bølgerne gik højt, gik vi fra vores lille gule mødelokale som gode (måske bedre?) venner.

Vi ankom i går, tirsdag, til Danmissions hovedkvarter i 2900 Happiness. I den her bydel går pigerne tur med deres kaniner og drengene cruiser med deres brødre på strandvejen, imens vi bager pandekager i Danmissions gæstelejlighed.

Efter en uge i Genbrugsland i Brabrand hvor Betina og jeg brugte meget tid på at prøve tøj og sko og mødet på Nyborg Standhotel, hvor det krævede høj disciplin at sidde stille og lytte, er det rart at blive udfordret på tro og holdninger.

Vi bruger også tiden her på at gennemgå papirer om ting, der er vigtige, når vi endelig befinder os i den egyptiske varme. Snart får vi udleveret vores flybilletter, og så tror jeg virkelig, at det går op for mig, at rejsen snart begynder at banke på døren.

I morgen står den på croissanter, journalistiske råd og fri eftermiddag - det kan kun blive godt!

Et repræsentantskabsmøde i tal

2009-08-24T03:41:00.000-07:00

600 stykker kage
300 mennesker
234 konservative holdninger
179 der gerne vil hilse på de nye Globale Iværksættere
29 der sover
20 unge
18 sange
11 der klapper
7 mikrofoner
4 computere
3 stille tidfordrivslege
1 meget højt grin hvert andet minut
0 internet

Mind the gap

2009-08-19T12:10:00.000-07:00

Undergrund, stenstrande og masser af larm. Danmission valgte at give os en uge fri. Den brugte jeg i farverige England.

Døden ved Nilen

2009-08-18T13:59:00.000-07:00

Jeg er næsten helt klar til at tage til Egypten. Inden jeg rejser vil jeg gerne gøre nogle få ting helt klare. Hvis jeg dør i Egypten, er mit ønske at blive brændt. når jeg så er blevet til aske, vil jeg gerne spredes over Nilen.
Jeg havde også overvejet om jeg gerne ville sendes hjem som et skrumpehoved ligesom Martin. Det droppede jeg igen - ikke kun fordi Martin vil det, men også fordi jeg er i tvivl om der bliver lavet skrumpehoveder i Egypten?

Når min aske er blevet spredt, vil jeg gerne have en mindesten. På den skal der stå "Nanna Hassan Rosen Christensen" (alle hedder - ifølge Anna - åbenbart Hassan indeni) og derudover enten "Hun skulle jo dø af noget" eller "Det der ikke gjorde hende stærkere, dræbte hende".

To do-liste

2009-08-17T12:48:00.000-07:00

Få styr på mig selv.
Være sej i Danmissions genbrugsbutik.
Bestå køreprøven.
Tømme nøddepostejsdåsen, der ligger i min taske og venter.
Finde på lege, som er gode at lege i Nyborg.
Snakke med min (lidt skræmmende) læge.
Håbe på, at jeg ikke skal stikkes af min (lidt skræmmende) læge.
Blive klar til repræsentantskabsmøde.
Anskaffe start- og stoppiller.

Tænk over det

2009-08-07T07:03:00.000-07:00

Hvis du gik rundt i en ørken og sultede, hvad ville så være mere træls at finde end en stor balje remoulade?

Hvor godt et samtaleemne er ost egentlig?

Hvor mange billeder er det okay for en kunster at kalde: "som du ser det"? Og kalder man kun sit billede det, hvis man - som kunster - ikke helt ved hvad, det er, man har malet?

Skal man gå efter at undgå de orme, der kravler ind igennem ens fødder og spiser en indenfra eller at blive bidt af en hund, få rabies, besvime og dø? Og er det muligt at undgå alle sådan nogle dyr i Afrika?

Er Egypten i Afrika eller Mellemøsten?

Er det okay at give et helt kursus kage to gange hver dag og så lige pludselig en lummer torsdag stoppe det og give kursisterne abstinenser?

Her

2009-08-07T06:28:00.000-07:00

Kaffen er hældt i kopperne, morgenmaden er fortæret og efter gårsdagens undervisning er der ingen der sidder benene over kors. Vi er helt klar til at høre om religionsmøder.

Lækre Globale Iværksættere

2009-08-07T06:23:00.000-07:00

Nanna - nu som Global Iværksætter

2009-08-03T04:52:00.000-07:00

Her lugter lidt af sure tæer. Det er dog kun positivt -så glæder mig ekstra meget til at komme væk herfra, på flyveren og til Egypten.
Jeg er på volontørkursus på diakonhøjskolen i Århus og vi er i skrivende stund i gang med at lære at blogge. Vi har tidligere lært at skrive gode indlæg, som folk gerne vil læse (så please læs!) samt at tage gode billeder (så please kig!)

Vi er en blandet gruppe, der skal af sted til Egypten, men vi har vist nok det til fælles, at vi ikke ved særlig meget om Egypten - heldigvis får vi tid til at læse vores guidebøger og undersøge det nærmere senere på ugen.