Husk og afslut

*

Jeg føler mig snydt
af foråret.
Tirsdag angreb vattotter jorden uden for vinduet, som jeg gemte mig bag.
Min stemme vil vist ikke længere rigtig kendes ved mig.
Jeg sover med uldsokker og halstørklæde.

Men de grønne, røde, gule og andre farvede fugle virker ligeglade med hvad jeg synes om foråret.
De laver stadig musik for folk der vil lægge ører til.
Dem der har brugt et år på at række hånden op på de rigtige tidspunkter, snakker om eksaminer og afgangsprøver.
Sidste år var det mig.
I år skal jeg kun testes i min evne til at tage mig sammen.
Jeg skal sende den ansøgning.
Jeg skal sende den ansøgning.
Snart er livet som global slut. Måske, hvis jeg kunne, ville jeg tage tilbage til august - da vi startede. Bare for at være sikker på, at jeg fik det hele med.

Drager og andet

Martin og jeg har haft utroligt lidt at lave de sidste to uge. Tre foredrag er det blevet til. Et enkelt i Esbjerg (hvor vi glemte - næsten - halvdelen af vores ting) og to i udkanten af Århus. Det ene af dem var på Langkær Gymnasium og hf, og det var skønt at være tilbage. Det var hyggeligt at sige hej til alle mulige og dejligt at blive udfordret under vores foredrag af interesserede 1.g'ere.
Jeg har altså kort sagt haft rigtig meget fritid, så den anden dag var jeg ude at lege med drager med de andre spejderledere fra Thorsø gruppe. Yay!

Update

Mit næsten nye ur viser mig, at klokken er kvart over syv og Martin snorksover, mens jeg tænker, at det er godt, at han har et stort sovehjerte, for ellers ville han ikke kunne sove i nat.
Nu er det os to og de to, der holder foredrag igen, og vi kan stolt og uden problemer kalde os Globale Iværksættere igen.

Første foredrag: lidt rustent, men med meget kage.
Andet foredrag: Det gik ud over grisene.
Og så to foredrag i dag, som jeg næsten glemt hvad der var specielt ved, fordi vi hurtigt er kommet ind i rutinen igen.

I morgen skal vi tidligt op og til Fur, som åbenbart er Limfjordens smukkeste ø. Vi får at se, vi får at se.

Ugens sang

Vår

Foråret er på vej. Jeg kan se det på det grønne græs, blomsterne der lige så stille er begyndt at kigge frem og sne der smelter væk. Jeg kan høre det på fuglenes og min mors sang når jeg engang imellem er hjemme og vende, for så at skynde mig videre ud i Danmark.

Jeg ville ønske, at det ville springe ud, vælte over sig selv og slette alle spor af vinteren.

Sprogproblemer

Torsdag aften kom en konfirmand fra Thyregod hen og spurgte mig, hvordan jeg er blevet så god til engelsk. Jeg svarede, at jeg har gået i skole i maaange år, og tænkte, at det må opveje for den fejl jeg begik hos bageren tidligere på dagen.
Da jeg skulle ned og hente morgenmad, løb jeg nemlig ind i en mindre sprogbarriere. Damen bag disken spurgte pænt om jeg ville have store rundstykker og jeg sagde at de bare skulle være små. Hun prøvede lidt senere at spørge en gang til om de skulle være store og jeg sagde en gang til, at de bare skulle være små. Først tredje gange hun spurgte om de skulle være "sture", forstod jeg hvad hun mente. Dan stakkels bagerdame ville jo bare gerne vide om jeg ville have dem smurt.
Her møder jeg altså ikke en sprogbarriere med Claire, men med den lokale bagerkone.